Skip to main content

iPhone 11 og iPhone 11 Pro er en realitet

10
0

Ved et, traditionen tro, storstilet event fra Steve Jobs Theater i Cupertino, har Apple nu løftet sløret for deres nyeste iPhones, nemlig iPhone 11 og iPhone 11 Pro.

 

Der er ingen tvivl om, at Apple stadig er en gigantisk spiller på tech-scenen, og at de ikke har tænkt sig at der skal laves om i den virkelighed. Derfor er det aldrig ligegyldigt, hvilke kaniner Apple trækker op af hatten. Og især ikke når det gælder deres hjertebarn, nemlig iPhone. Det nyeste skud på stammen, som blev afsløret ved et event i dag, er således ikke bare endnu en smartphone. Det er iPhone 11 og iPhone 11 Pro, som fremover skal løbe med stafetten. Ihvertfald indtil næste gang, hvor Apple lancerer deres efterkommere. Dette sker formentlig om et år, hvor vi - hvis alt går som det plejer - kan forvente en softwareopdatering, og igen om to år, hvor reelt nye modeller vil se dagens lys. Men nok om det. Nu og her er det iPhone 11 og iPhone 11 Pro, der er fakkel- og fanebærere, og derfor naturligvis også dem, vi skal fokusere lidt mere på.

 

Bedre kameraer i iPhone 11

En af de mest anvendte features i enhver smartphone, er dens kamera. iPhone 11 har, i modsætning til tidligere “billige” modeller, 2 bagkameraer. Dette betyder, at man nu tager markant bedre billeder, da flere kameraer giver mere dybde og bedre opløsning. Det muliggør også at tage endnu bedre billeder i dårlig belysning. Alt dette lyder måske som noget, man har hørt før, og det er det sådan set også. Det nye er, at Apple nu for alvor har opgraderet deres “billige” model, iPhone 11, så den er tidssvarende og kan hamle op med alternativer fra andre smartphone-producenter.

 

iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max

Det er efterhånden kutyme, at Apple ikke kun lancerer én ny iPhone ad gangen, og i dag var ingen undtagelse. Rygterne har svirret i månedsvis, og mange af dem har vist sig korrekte. iPhone 11 Pro og iPhone 11 Pro Max er de nye topmodeller i smartphone-industrien. Apple har gjort et kæmpe nummer ud af især deres kamera-performance, hvilket bl.a. betyder, at der er hele 3 bagkameraer, der kan tage så gode billeder, at Apple har set sig nødsaget til at opfinde et nyt begreb, nemlig “Pro-Photography”, som virkelig ser ud til at sætte barren højt for konkurrenterne - hvilket helt sikkert også har været meningen.

 

iPhone 11 Pro og Pro Max får ny skærm

Apple er især kendt for deres displays, som er enestående. Men de to nye topmodeller, iPhone 11 Pro og Pro Max, får ikke Retina display. Istedet får de Super Retina XDR displays, som er markant skarpere, og farvegengivende end almindelige Retina-displays som - lad os være ærlige - aldrig har skuffet.

 

Ny chip - mere power og mindre energiforbrug

Hvis de nye iPhones havde været biler, ville man spørge, hvilken motor, der ligger i dem. Nu er de som bekendt ikke biler, men deres motor - den brømte chip - er alligevel værd at nævne. Den er opdateret og hedder nu A13 Bionic. Det er den, med afstand, hurtigste chip i en smartphone nogensinde, og den bruger mindre strøm end tidligere. Dette kombineret med bedre batterier i alle tre nye iPhones betyder, at du - ifølge Apple - får 1 time mere batterilevetid i iPhone 11 end i iPhone Xr. Du får 4 timer mere i 11 Pro vs. Xs og hele 5 timer mere i Pro Max vs. Xs Max.

Det er tal, der til at tage og føle på, og måske er vi ved at nå ind i en æra, hvor vi ikke behøver at lade vores smartphones op i løbet af dagen?

 

Det vil tiden vise. De nye telefoner kommer i handlen d. 20 september og starter fra 6300 for den nye iPhone 11, mens iPhone 11 Pro og Pro Max koster fra hhv 8900 og 9800 kroner.

Tags

David